CAFx 2018

 
Tidligere vist
CAFx kører 3. til 16. maj

I 2018 går festivalen ind i sit femte år. Festivalen har siden sin start formået at skabe en dynamisk og tidssvarende platform for formidling af arkitekturens væsentlighed i Danmark i relation til udlandet. Festivalen udforsker, hvordan arkitekturen præger vores liv og verden - og hvordan vores liv og verden påvirker arkitekturen. Festivalens ambition er at udvide idéen om, hvad arkitektur er og kan: at udfolde arkitekturen som noget mere end blot mursten, rum eller rammer, men som en sanselig, kropslig, social, politisk og menneskelig størrelse, der siver ind overalt i vores tilværelse. Festivalen undersøger hvordan og hvor det er, at arkitekturen gør en forskel.
Siden festivalens start i 2014 har det været ambitionen at formidle arkitektur til et bredt publikum ved at være uhøjtidelige, nysgerrige og bringe et nyt blik på arkitekturen. At skabe nye møder mellem fag, folk og tanker i byens rum. Intentionen er at arkitekturen får sin mening i mødet, gennem oplevelsen, den personlige erfaring. Arkitektur er således for alle, og ikke kun for arkitekterne.
Gennem filmvisninger, udstillinger, foredrag, debatter, byvandringer, cykelture, workshops, konferencer mm. søger CAFx hvert år at vise spændvidden i det arkitektoniske felt. At vise hvordan arkitekturen bidrager til at skabe kvaliteter i hverdagen, eller hvor der er mangel på samme, både lokalt, national og globalt. Og festivalen har igen i år hidkaldt nogle af de mest nytænkende hoveder fra ind- og udland til at åbne arkitekturens mangfoldige verden.
I 2015 blev CAFx verdens største festival af sin art med det ekstraordinære fokus på arkitektur og film. Efterspørgslen er steget, og festivalen har derfor gennem årene valgt at udvide aktiviteterne til Aarhus (2015) og Aalborg (2016) og nu Odense (2018) - alle byer, der ligesom København har en stærk arkitektonisk identitet. I år er festivalen tilstede i alle byer med flere store begivenheder.

CAFx kører 3. til 16. maj

3/5 17.00 Taste of Cement
Beirut, en by, der stadig slikker sårene efter sin brutale fortid, er uventet blevet hjemsted for flygtninge fra den syriske borgerkrig. Mange af syrerne arbejder på en af byens mange byggepladser, der opfører skyskrabere, mens deres egne hjem bliver bombet få kilometer væk. Et udgangsforbud forbyder gæstearbejderne at forlade byggepladsen efter arbejde. Hver nat samles de hjemsøgte mænd klaustrofobisk’ i kælderen under byggepladsen med fjernsynet som deres eneste livline til deres hjemland. I sin smertefulde skildring afdækker Kalthoums kamera på en følsom, drømmende måde pinslerne, frygten og længslerne hos strandede mænd, som har mistet alt undtagen deres menneskelighed.
http://cafx.dk/events/taste-of-cement/

5/5 15.00 Every Other Couple
Filmen skildrer tre par med én ting tilfælles: de har alle oplevet det øjeblik, hvor det stod soleklart, at deres ægteskab var forbi. På den anden side af øjeblikket er mulighederne uendelige - også med hensyn til at indrette sig i nye hjem og med pendlerbørn. I denne intime undersøgelse af skilsmissen med optagelser i hjemmets lettere klaustrofobiske rum møder vi tre familier og følger de forandringer, deres relationer gennemgår. Instruktøren Mia Halme viser, hvordan hovedpersonerne - ligesom millionvis af andre skilte familier - har indrettet sig følelsesmæssigt, mentalt, socialt og rumligt i forlængelse af skilsmissen og skårene af gammel kærlighed.
http://cafx.dk/events/every-other-couple/

5/5 17.00 Højhusfilm - Torre David & Bloki
Torre David giver et tankevækkende indblik i livet som beboer i Venezuelas vertikale landsby. Et kontortårn i Caracas var næsten færdigt, da developeren døde og en national økonomisk krise satte en stopper for projektet i 1994. Bygningen blev midlertidigt hjem for over 800 familier, der overtog bygningen.Bloki er fortællingen om et gigantisk lejlighedskompleks i beton, bygget under det kommunistiske styre i Polen. Filmen fortæller original en polsk social- og politisk historie gennem arkitekturens prisme. Beboerne afslører en overraskende kærlighed og tilknytning til det omdiskuterede Bloki, mens neoliberalt byggeri uden velfærdsidealer skyder op.
http://cafx.dk/events/hojhusfilm/

6/5 17.00 Whose City ?
Som et ekko af by-sloganet Retten til Byen belyser Whose city? Berlins forvandling. Fra 1990’ernes nedslidte og forsømte, men dynamisk spirende storby til den stadigt mere eksklusive metropolis med byggekraner, vi kender fra i dag. Efter euforien i kølvandet på, at Berlinmuren og resten af Østblokken faldt som kommunistiske dominobrikker i 1989/91, blev byens politikere og byplanlæggere pludselig besat af idéen om at normalisere Berlin. Siden har neoliberal politik og byplanlægning været normen. Dokumentaren følger sporene fra Berlins arkitektoniske konflikter fra 1990’erne til i dag og spørger ind til arkitekt- og byggebranchens mest grundlæggende spørgsmål: Hvem bygger vi til?
http://cafx.dk/events/whose-city/

7/5 19.00 City for Sale
Berlin er i forandring. Siden Murens fald har Tysklands hovedstad været på alles læber i det globale hipster community. Trods stigende ejendomspriser er byen stadigvæk billigere at leve i end mange andre europæiske storbyer, hvilket tiltrækker endnu flere tilflyttere. Men de mange udenlandske lejlighedsopkøb ændrer byens kvarterer drastigt og medfører huslejestigninger, gentrificering og utilfredshed blandt de gamle berlinere. I en periode på fire år har instruktøren Andreas Wilcke interviewet folk på begge sider af konflikten: Fra ejendomsmæglere, over investorer og lejere til potentielle købere. Wilckes dokumentar giver publikum mulighed for at opleve transformationen af den populære storby gennem førstehåndsvidners øjne.
http://cafx.dk/events/city-for-sale/

8/5 21.15 Københavns Radiobiograf: Hjem Kære Hjem
Læn dig tilbage i biografsædets bløde mørke og lad dine ører besøge en række vidt forskellige hjem med vidt forskellige lydlige udtræk. Aftenen står i høresansens tegn når Københavns Radiobiograf afspiller montager og fortællende radio, som udforsker hjemmet, kærligheden til det og ikke mindst de trusler, der kan være mod det. Gennem øregangens kringelkroge skal vi blandt andet besøge et hjem, der lige så stille er i færd med fuldkommen at forsvinde. Du danner selv dine egne billeder.
http://cafx.dk/events/kobenhavns-radiobiograf-hjem-kaere-hjem/

9/5 17.00 It's all a plan
It’s all a Plan tegner et dokumentarisk den Brasiliens nulevende stjernearkitekt Paulo Mendes da Rochas liv og virke. Rocha fortæller sin egen historie og afslører højdepunkter og nedture i sit bemærkelsesværdige liv gennem en række ærlige interviews med sin egen datter, Joana, over en periode på ti år. Paulo, som nu er 89, deler ud af sine tanker om urbanisme, natur, menneskelighed, kunst og teknik. Far og datter mødes i en flydende, løbende samtale, der sårbart skildrer både familiens privatliv og historie. Joana undersøger nysgerrigt og indlevende sin far den ikoniske Paulo Mendes da Rocha.
http://cafx.dk/events/its-all-a-plan/

11/5 17.00 Uncommon Sense - Laurie Baker
Efter et tilfældigt møde med selveste Gandhi-ji tager den britiske kvæker-arkitekt Laurie Baker til Indien. Her lever han en stille tilværelse med arbejde i fjerntliggende Himalaya-bjerge i over 20 år. I en alder af 50 vender han tilbage for at demokratisere arkitekturen i Indien med sine usædvanlige, radikale ideer om at virkeliggøre sin umulige drøm om robuste, grønne, smukke, men alligevel billige boliger, for tusindvis af indere, som ellers ikke har råd til et hus. Filmen om Bakers stort set ukendte, men bemærkelsesværdige liv, er instrueret af hans barnebarn. En krønike om ‘Arkitekturens Gandhi’ for hvem arkitektgerningen næsten bliver en sokratisk ed.
http://cafx.dk/events/uncommon-sense-laurie-baker/

13/5 16.30 Favela Olimpica
Den brasilianske dokumentar udforsker begge sider af muren i Rio Janeiro, som adskiller den Olympiske park fra favelaen Autódromo. Adskilt af byggepladsens afskærmninger, opfattes de ofte som uforenelige parallelverdener. Rios borgmester lobbyer for en byfornyelse af favelaen, mens de fattige indbyggere hverken har lyst eller økonomi til at forlade deres kvarter. Mens alle øjne rettes mod den olympiske åbningsceremoni er det et kapløb med tiden – hvem vinder favelaen eller borgmesteren? Efter bitre kampe modstår beboerne udvisning mod alle odds. Chalard undersøger den tilsyneladende uundgåelige byfornyelse af Rios selvorganiserede lokalsamfund og viser indbyggernes kampe, som sløres af Olympiadens mediecirkus.
http://cafx.dk/events/favela-olimpica/

13/5 18.30 Eladio Dieste
Ingeniørkunstens Ole Opfinder Eladio Diestes opdagelser og alternative byggemetoder er helt særlige. Hans opdagede f.eks. at forstærkede dobbeltkrumme murstensskaller er stærkere end armeret beton. Som en byggeteknisk revolution forandrede denne indsigt konventionelle konstruktionsmetoder radikalt ved at bygge store spændinger på en helt ny måde. I dag betragtes Dieste som en bygningsekvilibrist på linje med Eugène Freyssinet, Robert Maillart og Heinz Isler. Hans skrifter om arkitektur og konstruktion, ideer om formgivning og forholdet mellem arkitektur og kunst gør ham til en dyb tænker inden for social arkitektonisk praksis. Filmen viser 29 bygninger af den uruguayanske ‘skalkonstruktør’, optaget i Uruguay og Spanien.
http://cafx.dk/events/eladio-dieste/

14/5 19.00 Columbus
Mens hans fremmedgjorte far ligger i koma, er koreansk-fødte Jin tvunget til at opholde sig i Columbus, Indiana, kendt for sine mange modernistiske bygninger. Her opstår et venskab melle Jin og arkitektur-elskeren Casey, en ung kvinde fra det lokale bibliotek. Casey lever en skyggetilværelse og passer sin stofmisbrugende mor frem for at forfølge sine egne drømme. Sammen tager det umage par på opdagelsesrejse i Columbus mangfoldige modernisme. Med sin atmosfæriske stil og smukke tableauer indfletter Kogonadas spillefilmsdebut elegant byens arkitekturarv i historien. Columbus er en lyrisk meditation over åndelig rummelighed - og det at høre til og være menneske i dag.
http://cafx.dk/events/columbus-2/