Oscuro Animal

 
Tidligere vist
Felipe Guerrero, Colombia 2016, 107 min.
Medvirkende: Marleyda Soto, Luisa Vides Galiano, Jocelyn Meneses m.fl.
Filmen vises med danske undertekster

'Oscuro Animal' fortæller historien om tre kvinder, tvunget til at flygte fra deres hjem i en krigshærget region af Colombia. Påvirket af frygt og rædsler, må hver kvinde på en rejse fra den dybe jungle til udkanten af Bogotá, hvor de hver især må samle styrken til at starte et nyt liv.

Kvindeskæbnerne skildres med usentimental registrering af instruktør Felipe Guerrero, der har valgt at fortælle sin film helt uden dialog. Efter 58 års uafbrudt krig, er der ingen forklaringer tilbage - sproget er holdt op med at give mening og der findes hverken trøst eller fremtidstro. 'Oscuro Animal' er en helt enestående film, som formår at lade sine knivskarpe, blændende billeder tale. Naturens markante tilstedeværelse, med al dens visuelle autoritet, er netop den atmosfære de tre hovedpersoner må flygte fra. Som en metafor for et natdyr (Oscuro Animal), der ubarmhjertigt jager dem, hvor end de går. Det er denne fornemmelse af frygt og rædsel, en bidsk forfølger der er klar til at slå til, som personerne føler helt ind i knoglerne, mens de er på flugt.

Den colombianske instruktør, Felipe Guerrero, har arbejdet som filmklipper i over et årti på film, der har høstet priser internationalt. 'Oscuro Animal'er hans første spillefilm.

Filmen har premiere i GLORIA d. 15. december 2016

* * * * * "Der krydsklippes mellem de tre kvinders historier, og det tilføjer en fornemmelse af et flimrende forløb. Man må lade sig synke ned i historien, tage håbløsheden ind, forholde sig til frygten. Samtidig må man nyde de smukke billeder ..." Nanna Frank Rasmussen, Jylland-Posten

* * * * * ”Her er der ingen hurtige eller billige gevinster, men til gengæld meget at vinde, hvis man er vågen og stædig og villig til at yde en indsats.” Michael Madsen, avisen.dk

* * * * “Filmen er både pirrende og udfordrende, og den lever netop i kraft af sit markante benspænd.” Rasmus Stenbæk Iversen, EKKO

* * * * "Angsten smitter, selv om den ordløse fortælleform kræver intens opmærksomhed." Søren Vinterberg, Politiken

* * * * ” I deres tomme blikke siges alt, der er at sige; og deres fjerne skuen fortæller om både fortid og fremtid. ” ORDET