Reindeerspotting

 
Tidligere vist
Joonas Neuvonen, Finland 2011, 84 min.
Medvirkende: dokumentar
Filmen vises med danske undertekster

Finlands største dokumentar-succes nogensinde fortæller historien om Jani, en 19-årig junkie, som lever på bistand i området indenfor polarcirklen. Vi følger Jani og hans venners hverdag mellem kriminalitet og hårde stoffer. Træt af sit liv i den fjerne by i Lapland, beslutter Jani at tage på en togrejse til forskellige dele af Europa, før han skal sættes i fængsel, dømt for adskillige tilfælde af småkriminalitet. En kraftfuld og intens rejse - fortalt uden moralske pegefingre - foruroligende og smuk i sin brutale ærlighed, og til tider decideret surrealistisk - man kommer uvægerligt til at tænke på 'Trainspotting'.

Instruktør Joonas Neuvonen var en af Janis venner, han begyndte at filme Jani og det er der blevet en særdeles ægte, rå og meget troværdig dokumentar ud af. Filmen giver et ualmindeligt hudløst portræt af en ung misbruger - på godt og ondt.

Filmen har premiere i Gloria den 19. juli 2012

* * * * "Reindeerspotting er barsk og trist, men den byder også på nogle livsbekræftende iltindtag, når Jani opnår nogle af de ting, han har drømt om." Thea Varmløse Sørensen, OnFilm

* * * * "Uden at blive hverken hellig eller romantiserende…Det er rystende smukt - barskt og virkningsfuldt" Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten

* * * * "..utvivlsomt en vigtig film. En slags råb om hjælp for Neuvonens venner og deres lidelsesfæller - og pligtstof for enhver politiker. Og som skræk og advarsel for alle unge, der keder sig." Kirstine Krefeld, Ekstra Bladet

* * * "Dokumentar fortæller en gribende historie, men er ingen æstetisk oplevelse - Styrken ligger i historien." Sophie Engberg Sonne, Politiken

* * * "Vi kommer særdeles tæt på livet af stofmisbrugeren, hvordan de tilbringer dagen før, under og efter deres fix. Subutex og kokain bliver flittigt indtaget i rigelige mængder og man får som publikum en ærlig indsigt hos en kultur vi alle frygter vores børn ender i. På en måde kommer man lige så langt under huden på Jani, som kanylerne fyldt med junk. Vi kommer til at forstå Janis valg om at stjæle til sit næste junk, men vi kommer aldrig til at sympatisere med ham." Nikolaj Sonqvist, CinemaOnline

* * * " ..skildrer det universelle sørgelige liv som narkoman indefra og helt tæt på - Jani er en sær anæmisk og samtidig fascinerende skikkelse" Frederik Asschenfeldt Vandrup, CinemaZone