The Miseducation of Cameron Post

 
Kommer snart
Desiree Akhavan, USA 2018, 90 min.
Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Jennifer Ehle, Sasha Lane, John Gallagher Jr., Forrest Goodluck m.fl.
Filmen vises med danske undertekster

Året er 1993. På overfladen er Cameron Post ligesom alle andre teenagepiger i den lille religiøse by, hvor hun bor og lever et helt almindeligt liv som den perfekte gymnasieelev. Det er indtil hun, efter en skolefest, bliver opdaget i et intimt øjeblik på bagsædet af en bil med en anden pige. Da homoseksualitet betragtes som en synd i den dybt religiøse lille by, sendes Cameron straks væk til en kristen omvendelseslejr i håbet om, at hun på lejren kan blive kureret for sin syndige tiltrækning til sit eget køn. På lejren møder Cameron imidlertid en gruppe ligesindede unge, som hun hurtigt bliver venner med, og for første gang i sit liv føler hun sig ikke længere så alene.

Titelkarakteren spilles af Chloë Grace Moretz, der fik sit gennembrud i 'Kick-Ass', og filmen har bl.a. Sasha Lane på rollelisten, som slog igennem i den kritikerroste 'American Honey'.

‘The Miseducation of Cameron Post’ vandt hovedprisen på Sundance i 2018 og har fået en forrygende modtagelse af pressen i USA. Instruktør Desiree Akhavans sensitive portræt af et ungt menneske, der er ved at finde sig selv og sin identitet, minder om film som ’Call Me By Your Name’, imens temaerne om institutionalisering og psykologiske magtspil sender tankerne mod klassikeren ’Gøgereden’.

Premiere 28. feb. 2019
Filmen har premiere i GLORIA d. 28. februar 2019