Væbnet med ord & vinger

 
Vises nu
Torben Skjødt Jensen, Danmark 2017, 105 min.
Medvirkende: Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, Inge Guldal, Claus Bohm, Henrik S. Holck m.fl.
Filmen vises med danske undertekster

Digteren, der mistede livet, da han sprang ud af et vindue som 27-årig i 1986, og blev kendt som 80’er-generationens stemme, får nu sin egen film, ”Væbnet med ord & vinger”.

I filmen fortæller Strunges venner, gamle kærester og digterkolleger for første gang siden hans død offentligt om deres ven. Ved at zoome ind på mennesket forstår vi hans digte bedre, mener Torben Skjødt Jensen: »Det er mennesket, der er interessant. Menneskets tanker, drømme og ideer. Michael var et menneske, der i den grad var i berøring med livet. Udvendigt og indvendigt med et sind og en personlighed, der boblede over helt fra barnsben«.
Michael Strunges stemme, fundet i DR’s radioarkiver og hos private, løber som en rød tråd gennem filmen. Den fortæller og læser digte op, mens vi slentrer gennem digterens liv, Hvidovre-København-Berlin og ser digtene få kød og blod af bl.a. skuespillerelever fra Aarhus Teaterskole.

Selvom det er over 30 år siden, Michael Strunge døde, taler hans inderlighed og frygt stærkt til de unge i dag. »Michael er ekstrem god til at fortælle i billeder. Han er nem at læse, fordi han gør det nemt for læserne at komme ind til deres egne følelser af isolation og ulykkelig kærlighed«, fortæller Torben Skjødt Jensen, der gerne vil åbne digterens univers for et nyt og bredere publikum.
»En digter dør aldrig. Hylstret forsvinder, men det gør kunsten ikke. Derfor er Michael Strunge stadig i blandt os. Digteren lever, fordi hans kunst er her«.

Instruktør Torben Skjødt Jensen har bl.a. tidligere lavet dokumentarfilm om kunstmaleren Hans Henrik Lerfeldt, filminstruktøren Carl Th.Dreyer, stumfilmsdivaen Asta Nielsen, rejsekongen Simon Spies, skuespilleren Erland Josephson, forfatteren Kirsten Thorup og sammen med PictureWise Film ”City Slang Redux” om samarbejdet mellem musikeren Lars HUG og digteren Søren Ulrik Thomsen, også tilbage i 80’erne.
Han er samme årgang, 1958, som Michael Strunge og rundet af de samme inspirationer fra kunsten, lyrikken og musikkens verden.

Filmen har premiere i GLORIA d 11. januar 2018

* * * * * * "...Torben Skjødt Jensen har skabt den definitive dokumentarfilm om digteren Michael Strunge" CphCulture

* * * * * * “en enormt livsbekræftende film, der på humoristisk og hjertevarm vis undersøger livets lys- og skyggesider og ikke mindst både bekræfter, at Strunge vitterligt var en kamæleon med tusinde af masker, men også bare en helt almindelig forstadsknægt, der higede efter anerkendelse og kærlighed.” CinemaZone

* * * * * "Livsbekræftende og bevægende dokumentar om Michael Strunges liv går bag om myten og når ind til en forunderlig eksistens" - Filmmagasinet Ekko

* * * * * "Alt i alt en ret imponerende bedrift" - Ekstra Bladet

* * * * * "Det er den følelse af forundring over at hilse på et menneske, der gør Torben Skjødt Jensens dokumentar ’Væbnet med ord og vinger’ til så varm og frydefuld en oplevelse" - Filmland

* * * * * "Væbnet med ord og vinger er en hjerteskærende og vedkommende dokumentar, der yder en af de største litterære personligheder i dansk historie retfærdighed" - Ordet

* * * * * "Med "Væbnet med ord & vinger" har jeg ikke bare fået en helstøbt og kreativ grundforståelse for Strunge, men også for hele hans generation og alle de generationer af unge siden" - Filmz

* * * * * "Et ærligt og aldrig sukkersødt portræt" - Magasinet Liv

* * * * * "Torben Skjødt Jensen har lavet et fabelagtigt portræt af en uundgåelig poet og et skrøbeligt menneske. Filmen lader heldigvis aldrig Michael Strunges død skygge over hans liv, og Væbnet med ord og vinger er en rørende og underholdende hymne til netop det" - Kinosaur

* * * * "Torben Skjødt Jensen er en rutineret kulturfortæller, der bl.a. har lavet film om Asta Nielsen, Carl Th. Dreyer og Kirsten Thorup, men her er han som i ’City Slang Redux’ om autoophuggerfirmaet H.U.G. & S.U.T. ude i et projekt, hvor han brænder mere end normalt for sagen" - Politiken

* * * * "Flot fortalt dokumentarfilm om Michael Strunge føjer nye aspekter til digteren og hans korte liv" - Jyllands-Posten

* * * * "Væbnet med ord & vinger er en levende og personlig portrætdokumentar om Michael Strunge fortalt igennem dem, der kendte ham bedst" - Soundvenue

* * * * "Torben Skjødt Jensens portrætfilm kommer smukt og gribende omkring den danske kulturpersonlighed Michael Strunge og hans mørke, konfronterende poesi." - Århus Stiftstidende

* * * * "Dansk litteratur ville ikke være det samme uden denne geniale mand, hvis mentale tilstand ikke kunne hamle op med alt det, han gerne ville sige. Uden at nævne det med et eneste ord, lader Skjødt Jensen dette stå klart og det er vel i sidste ende mærkatet på en vellavet dokumentarfilm" - Moovy

* * * * "Strunge ville have ønsket det sådan" - Filmmagasinet Nosferatu

"...en æstetik præget af punk, storbyromantik og rå patos" - Information

"Noget af det smukkeste i Væbnet med ord og vinger [...], er den kærlighed og hengivenhed, hvormed hans nærmeste, friends and lovers, fortæller om, hvor sindssygt irriterende han iblandt kunne være" - Weekendavisen