Fine anmeldelser til det stærke franske drama ‘Flugten til Nice’

Maurice og Joseph lever et lykkeligt barndomsliv i Paris sammen med deres jødiske forældre, Roman og Anna, og deres to store brødre i begyndelsen af 1940’erne. Mens de to ældste brødre arbejder i faderens barberbutik, lever de to yngste drenge en sorgløs tilværelse, hvor de endda morer sig med at lave narrestreger med de nyankomne nazister, som patruljerer i gaderne, som led i den tyske besættelse af Frankrig.

Da landets jøder tvinges til at bære den berygtede gule stjerne, vokser deres fars bekymring for familiens skæbne, og da situationen spidser til, træffer han en hjerteskærende beslutning om at splitte familien op, da de på den måde har størst mulighed for at nå i sikkerhed i ”den frie zone” omkring Nice i det sydlige Frankrig. Maurice og Joseph må derfor begive sig ud på en lang og farefuld færd, hvor frygten for anholdelse lurer bag ethvert hjørne. Deres mål er at nå i sikkerhed omkring Nice, hvor de skal gemme sig, indtil resten af familien kan slå dem følge. Hvor drengene i begyndelsen opfører sig som de børn, de er, gennemgår de via deres oplevelser af vold og depraveret menneskelig adfærd en nødvendig udvikling, hvor de lærer at forstå, hvordan de må agere, hjælpe hinanden og arbejde sammen, hvis skal have nogen chance for at nå deres mål.

”Flugten til Nice” er baseret på den selvbiografisk roman ”Un sac de billes” (1973) af Joseph Joffo, der er oversat til ikke mindre end 18 sprog, herunder dansk (”En pose kugler”).

* * * * “en glimrende skildring af børn på flugt fra krig og 'forkert' religion. Både eventyrlig og barsk.” FilmZ

* * * * ”Dette er ikke en overflødig film. "Flugten til Nice” giver præcis, hvad den skal” – Jyllands-Posten

* * * * ”Er man glad for historiske film, er denne fortælling om identitet, familie og om at stå på egne ben i en barsk tid, en fin lille film set fra en 10-årigs perspektiv” – Nosferatu

* * * * "Historien vi aldrig bliver færdige med" - Kristeligt Dagblad

* * * * ”En barsk, men også varm fortælling om, hvor ukueligt mennesket er” – Magasinet Liv

* * * * ”Denne gang ser vi krigen gennem barneøjne” – Kinosaur

* * * * Cphculture