Vi ses deroppe

 
Vises nu
Albert Dupontel, Frankrig 2017, 117 min.
Medvirkende: Albert Dupontel, Laurent Lafitte, Niels Arestrup, Mélanie Thierry, Émelie Dequenne m.fl.
Filmen vises med danske undertekster

'Vi ses deroppe' er en storstilet filmatisering af den franske forfatter Pierre Lemaitres mageløse bestseller og Goncourt-vinder af samme navn (org.: Au Revoir La-Haut, 2013), og vinderen af fem César-priser ud af hele tretten nomineringer til Cesar Awards i 2018.

Filmen er instrueret af Albert Dupontel, der tidligere har instrueret den César-vindende ”9 mois ferme”, og som ligeledes har høstet anerkendelse som skuespiller i film som Gaspar Noés ultrakontoversielle ”Irréversible” og Cannes-vinderen ”Den diskrete helt”.

Filmen åbner i Frankrig i november 1918 få dage før Første verdenskrig ebber ud og våbenhvilen indtræffer. Her kæmper de to soldaterkammerater Albert Maillard og Édouard Péricourt for deres liv på slagmarken med kuglerne flyvende om ørerne og på sammenbruddets rand.

Begge overlever på mirakuløs vis krigens rædsler, men ikke uden ar på sjælen, og snart må de hutle sig gennem dagligdagen i et Paris, som slikker sårene efter den grusomme verdenskrig. Albert har intet tilbage, og Édouard, der har vendt sin familie ryggen, dulmer smerterne med et stigende misbrug af morfin.
Begge drømmer om et bedre liv og nærer ikke mindst et dybtfølt ønske om retfærdighed og hævn – noget der snart får dem til at udtænke et svindelnummer af gigantiske proportioner. Et svindelnummer som vil sætte landet på den anden ende, hvis det opdages.

'Vi ses deroppe' er en historie om moral, korruption og patriotisme – og om drømme og overlevelse.

I filmens roller ses ud over Albert Dupontel selv bl.a. dansk/franske Niels Arestrup ("Dykkerklokken og sommerfuglen"), César-vinderen Mélanie Thierry (”Legenden om pianisten på havet”), Cannes-vinderen Émelie Dequenne (”Rosetta”, ”À perdre la raison”) og César-nominerede Laurent Lafitte (”Elle”, ”De blodrøde floder”).

Filmen har premiere i GLORIA d. 14. juni 2018

* * * * * * "Jeg kan ikke huske at jeg tidligere har set krigs komedier, i hvert fald ikke nogle som er så velfungerende og gennemførte som denne film. Det gør at 'Vi ses deroppe' er en meget speciel og mindeværdig filmoplevelse og er en film som alle burde se" City Lights Filmblog

* * * * * "En af årets mest imponerende franske filmproduktioner, og som med de store romanklassikere kan man trygt læne sig tilbage og blot nyde denne fabelagtige skæbnerejse" CphCulture.dk

* * * * * "En film, som virkelig kan fortælle en historie. Det er dét, Vi ses deroppe er. Og hold kæft en historie. Det er sgu ikke så underligt, at den var nomineret til hele 13 Césars, og at den vandt hele 5 af disse" Ordet

* * * * * "Er man til kringlede, spøjse, charmerende, underfundige og ikke mindst opfindsomme franske film a la “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre” venter der en suværen oplevelse i biografen med “Vi ses deroppe”." Børsen

* * * * * "Hvad det filmiske angår, så er det bemærkelsesværdigt, hvor smukt, men uden at kollidere med indholdet, der er fotograferet" Arbejderen

* * * * * "En overraskende suveræn bestseller-filmatisering" Moovy.dk

* * * * * "Nu er den her, filmen, og den er lykkedes forbløffende godt" Kommunist

* * * * "Edouards far bliver spillet af den gamle kæmpe Niels Arestrup, og så kan det jo ikke gå helt galt. Hvad det så heller ikke gør i denne underholdende franske storfilm" Politiken

* * * * "Vi ses deroppe er en forfriskende skæv og visuelt veloplagt krigsfortælling" Kinosaur

* * * * "Resultatet er underholdende" Filmmagasinet Nosferatu

* * * * "Flot fotograferet med nuanceret farvegengivelse, og lyden er yderst rammende" Cinemazone

"Pierre Lemaitres gavmilde anti- og efterkrigsfabel er blevet til en berusende film" Weekendavisen

"Et visuelt overdådigt og fortællehektisk drama fra Frankrig efter Første Verdenskrig" Information