Iranske Filmdage

Systemkritik og censur. Socialrealisme og genresprængende nytænkning.

Hvor står iransk film i dag i lyset af det amerikanske og israelske angreb på Iran?

I anledning af premieren på Jafar Panahis Guldpalmevinder ’It Was Just an Accident’ følger vi – fra 5. marts – op med en filmserie, der sætter fokus på nogle af de modige og markante stemmer, der har sat deres præg på nyere iranske film – og gjort modstand med filmkunsten som værktøj og det med både små og store penselstrøg.

Se programmet her:

Taxi Teheran af Jafar Panahi – 5. marts kl. 20.00
Jafar Panahi var ramt af berufsverbot, da han indspillede ’Taxi Teheran’, men det omgik han med både mod og et stor glimt i øjet. I filmen agerer han selv taxichaufføren, der med sit kamera indbygget i instrumentbrættet dokumenterer sine finurlige, morsomme og ind i mellem stærkt bevægende møder med allehånde iranere. På raffineret vis – og med stor menneskevarme – tegnes et portræt af et moderne Iran, som ikke ligner noget, vi kender fra tv-reportagerne og ej heller noget, de lokale myndigheder billiger. Filmen vandt Guldbjørnen i Berlin.
Billetter købes her.

 

3 kvinder af Jafar Panahi – 6. marts kl. 20.00
Opfølgeren til ’Taxi Teheran’ er endnu et prægnant værk, som starter med at Behnaz Jafari, en af Irans mest populære skuespillere, modtager en optagelse på sin mobil, der tilsyneladende viser en pige, som tager sit liv. Den unge piges familie vil nemlig ikke tillade hende at forfølge drømmen om at blive skuespiller. Behnaz Jafari kontakter sin ven (og instruktør) Jafar Panahi, og sammen drager de ud for at opspore pigen i området op til den tyrkiske grænse. Panahi leger sindrigt med virkelighed og fiktion i et smukt, gribende og såre humant mesterstykke, der fik manuskriptprisen på Cannes-festival.
Billetter købes her.

 

Der findes ingen ondskab af Mohammad Rasoulof – 7. marts kl. 20.00
Det iranske mesterværk ‘Der findes ingen ondskab’ vandt fuldt fortjent Guldbjørnen i Berlin. Med nervepirrende drive og en overraskende formmæssig legesyge leverer Mohammad Rasoulof en knytnæve af en film. Instruktøren, der formelt er påført berufverbot af de iranske myndigheder (han blev i 2019 idømt en etårig fængselsstraf for at ‘sprede propaganda’ med filmen ‘A Man of Integrity’) har i det skjulte indspillet en film, der ikke lægger fingrene i mellem i sin kritik af afstraffelsesmetoder i Iran – og hvad disse betyder for de mennesker, der på den ene eller vis, direkte eller indirekte, rammes.
Billetter købes her.

 

Saras stempel af Mohammadreza Eyni & Sara Khaki – 8. marts kl. 17.30
Den Oscar-nominerede dokumentar ‘Saras stempel’ er en modig og medrivende fortælling om Sara Shahverdi, der blev valgt som den første kvindelige politiker i en afsides landsby i Iran. Hun møder modstand i kraft af sin nye position, men det er hun vant til, og hun ved bedre end at give slip på det stempel, der helt konkret giver mulighed for at modarbejde korruption og kvindeundertrykkelse. Selvom mange af mændene i landsbyen er imod hendes arbejde, viser hun stor styrke og udholdenhed og hendes modstandere må tage stadig større skyts i brug.
Arrangeret i samarbejde med Dansk Kvindesamfund i anledning af Kvindernes Kampdag.
Billetter købes her.

 

Holy Spider af Ali Abbasi – 9. marts kl. 20.00
’Holy Spider’ er en overmåde velinstrueret, nervepirrende thriller (i ånden fra David Finchers ‘Zodiac’), der giver et inciterende indblik i det iranske samfund – socialt som religiøst. Filmen følger den kvindelige journalist Rahimi (Zar Amir Ebrahimi), der rejser til den hellige iranske by Mashhad for at efterforske en seriemorder, som går målrettet efter byens sexarbejdere. Efterhånden som Rahimi kommer tættere på at afsløre morderens identitet, synes retfærdigheden sværere at opnå, da morderen stille og roligt har opbygget heltestatus i store dele af offentligheden. ’Holy Spider’ er baseret på den sande historie om ‘Edderkoppemorderen’ Saeed Hanaei, der påberåbte sig at være på en guddommelig mission, da han i årene 2000 og 2001 dræbte 16 sexarbejdere i Irans mest hellige by.
Billetter købes her.

 

En lille bid af kagen af Maryam Moghadam & Behtash Sanaeeha – 10. marts kl. 20.00
Behtash Sanaeeha og Maryam Moghaddams slog benene væk under publikum, da de havde verdenspremiere på ’En lille bid af kagen’ på filmfestivalen i Berlin (hvor instruktørparret pænt måtte blive hjemme, for gør man sig i samfundskritiske film i Iran, så inddrages ens pas). Omdrejningspunktet i den hjertevarme film er den 70-åriga Mahin, som bor alene i Teheran, for hendes mand er død og deres fælles datter er flyttet til Europa. Under en frimodig frokost med veninderne tændes en gnist i hende. Måske er det alligevel ikke for sent at finde kærligheden? Da Mahin åbner sin dør for romantikken, udvikler det sig til en uforudselig og helt uforglemmelig aften, men lykken er som bekendt lunefuld…
Billetter købes her.

 

Frøet fra det hellige figentræ af Mohammad Rasoulof – 11. marts kl. 20.00
Mohammad Rasoulofs Oscarkandidat fortæller om en iransk undersøgelsesdommer, der som følge af de landsdækkende politiske protester mod landets autoritære regering må forholde sig til sin families stigende mistillid. ’En nervepirrende, labyrintisk thriller, der trækker på både Hitchcock og Sergio Leone,’ skrev Filmmagasinet Ekko fra Cannes, hvor filmen modtog i alt fem priser, inklusive Juryens særpris og de internationale filmkritikeres FIPRESCI-pris. De iranske myndigheder forbød Mohammad Rasoulof at instruere film i 2017, så hans nye film blev – som ’Der findes ingen ondskab’ fra 2020 – optaget i hemmelighed.
Billetter købes her.