
Oplev nogle af de prisvindende kortfilm, der blev kåret under OFF26!
I samarbejde med OFF – Odense International Film Festival, inviterer vi til en eksklusive visning af fem vindere fra årets kortfilmsfestival.
Vi møder blandt andet en ung kvinde, der oplever subtile fordomme på en familieweekend, en dreng, der kæmper med at fortælle om de grænseoverskridelser og det svigt, han udsættes for af et nært familiemedlem, og et par, hvis forhold udfordres af en ærlig samtale om grænser. Vi følger også et ægtepar, der farer vild i skoven og tvinges til at se deres forhold i et nyt lys, samt en servitrice, der efter 37 år på samme arbejdsplads går sin allersidste vagt i møde.
På programmet er:
Family Retreat (Best Danish Fiction Award)
Familie Retreat, Danmark, 20 min. – instrueret af Darshika Karunahara
Lameese tager på spaophold med sin forlovede Morten og sine svigerforældre for at fejre morens 60-års fødselsdag. Men for Lameese afløses festlighederne af et snigende ubehag, da hun mødes af subtile fordomme og misforståede hensyn.
Tourists (Best Animation Award – Børge Ring Award)
Turisti, Slovakien/Frankrig/Tjekkiet, 15 min. – instrueret af Mária Kralovič
Ægteparret Kornel og Hana er på vandretur for at markere ruter i skoven, men bliver væk fra hinanden under et stormvejr. I takt med at frygten griber dem, tvinges de til at gøre op med deres ulykkelige parforhold og lære at overleve på egen hånd.
The Brave Swing (Best International Fiction Award)
自主揮棒, Taiwan, 20. Min. – instrueret af Sheng Chun Huang
For tiden virker Cheng-Cheng ved siden af sig selv. Han har opgivet baseball og holder sig væk fra banen. Det lader til, at der er noget, han ikke tør fortælle sine omgivelser. En aften står Cheng-Cheng med battet i hånden og overvejer: Skal han svinge eller ej?
We'll Always Have Malaga (FilmFyn Storyteller Award)
Lyst & Nød, Danmark, 13 min. – instrueret af Sune Kofod Maglegaard
En hyggelig aften på sofaen får en pludselig ende, da Mads spørger sin kæreste Julie, om han nogensinde har overskredet hendes seksuelle grænser. Da hendes svar ikke er, hvad han forestillede sig, indleder de en heftig diskussion om, hvor skylden skal placeres.
One Last Order (Audience Award)
United States, 22 min. – instrueret af Sam Soko & Lauren DeFilippo
Efter at have betjent sine kunder med et smil i over 37 år, står Sighle Williams – en servitrice på den lokale drive-through-restaurant – foran sin sidste vagt. Stedets ejer har en særlig overraskelse forberedt: Hver en dollar tjent denne dag går direkte til Sighle.



