Tusind sole præsenterer: La libertad

En ung mand sidder i bar mave ved et flammende bål med en kniv i hånden. Det er nat. Der er mørkt omkring ham. Han spiser, mens himlen i korte øjeblikke bliver lyst op af lyn, der spøger ude i horisonten.

Så skifter det til dagen efter. Den unge mand er iført en rød T-shirt og en blå kasket, mens han spadserer igennem et frodigt landskab med en økse over skulderen. Vi hører insekter summe og fugle fløjte, mens den unge mand bevæger sig igennem det høje græs.

Den unge mand hedder Misael. En ensom træfælder og den alt overskyggende hovedkarakter i argentinske Lisandro Alonsos film La libertad. Herude på den uendelige pampas lever han, skider han, spiser han og fælder han og afbarker han det ene træ efter det andet med sin økse og sin motorsav.

Filmen er en del af Lisandro Alonsos trilogi, Lonely Men, der også tæller Los Muertos (2004) og Liverpool (2008). Film, der alle er enkle og langsomme, og som følger ensomme mænd på en eller anden form for underforklaret vandring eller rejse, alene, gennem isolerede landskaber og som ikke bliver synderligt berørte af de få møder, de trods alt har undervejs.

Men hvor karaktererne ikke lader sig påvirke af møder og forandringer langs vejen, så gør langsomheden, ensformigheden, stilheden og afstanden til karaktererne, at selv de mindste afvigelser efterlader store indtryk hos den, der ser med. Det være sig præsentationen af en hvid hund, en radio, en bil, et bæltedyr, et familiemedlem.

La libertad blev filmet på ni dage og for ikke særligt mange kroner. Og med det in mente, bliver den en fantastisk påmindelse om, hvor lidt der egentlig skal til for at lave stor filmkunst.